Efteråret er blevet officielt og det er der heldigvis en masse svampe der har fundet ud af og vokser flittigt frem.
Findes der en bedre måde at hylde svampene på end at lave et dejligt måltid ud af dem? I min verden gør der ikke.
Da jeg var ude at handle så jeg nogle svampe jeg aldrig havde set før – sorte trompetsvampe. De var vilde, friske og duftede fantastisk, så dem ville jeg da prøve at smage. Hvor intet vover, intet spiser … eller noget i den stil.
Det blev til raviolier og et fantastisk måltid. Selvom jeg ikke er vegetar, og dette er et vegetarmåltid, savnede jeg på ingen måde kød. De sorte trompetsvampe smager af meget og smider intet væske som mange andre svampe ellers gør, så de har en let læderagtig tekstur (på den gode måde) og giver dermed en dejlig mæthedsfornemmelse.
Ingredienser (2 pers):
Pasta
100 g hvedemel
100 g fuldkorns durummel
2 æg
Fyld
125 g sorte trompetsvampe
1/2 løg
Sauce
25 g smør
1 spsk mel
1 dl mælk
en god dusk frisk salvie (ja så præcist man nu kan angive det)
Opskrift:
Hak løget fint og svampene lidt mindre fint.
Steg dem i lidt olie i 5-7 min og smag det til med salt og peber.
Bland melet og saml det i en bunke. Lav en fordybning i melbunken og hæld æggene i.
Bland forsigtigt melet fra kanterne i æggene og ælt det til en fast dej.
Kør det i nogle brede baner på en pastamaskin.
Læg fyldet i små bunker på en pastabane og pensl en smule vand omkring det (så klistre de to pastaplader bedre når de skal lukkes).
Læg en ny bane pasta ovenpå og klem forsigtigt 3/4 rundt om hver bunke fyld.
pres så let oven på hver bunke af fyld, så man får klemt luften ud og klem så den sidste 1/4 del af kanten, så al fyldet bliver lukket inde.
Stik hver ravioli ud med en udstikker (eller en glas) og læg dem på bagepapir til de skal koges (ikke oven på hinanden, så klistre de sammen)
(Regn med at have ca. 1/3 af pastadejen til overs, da det er bøvlet at lave raviolier hvis man kun lige har dej nok. Kom resten i en plastikpose eller husholdningsfilm og kom det i køleskabet, så er der let mad til dagen efter)
Hak salvien og rist den ved svag varme i smørret. Rør melet ud i det smeltede smør og rist det let så det lige bliver en anelse lysebrunt. Tilsæt så mælken og lad det koge op under omrøring, så det tykner.
Kog raviolierne i ca. 2 min. og kom dem direkte over i sovsen (det gør ikke noget der kommer lidt af vandet de har kogt i med), vend dem rundt og lad trække i sovsen i ca. 1 min.
Hæld raviolier og sovs op og anret med parmesan og frisk salvie.
Server og nyd.
Læs også:
September 14th, 2011
For satan det ser godt ud!
Smagte det lige så godt? :)
September 14th, 2011
Jep! :-)
Og mange tak
September 14th, 2011
Ser sgu godt ud!
September 15th, 2011
Mange tak :-)
October 21st, 2011
Var netop i skoven for leden og plukkede ca 3 kg sort trompetsvamp. Har tørret dem, men de kan sagtens bruges i ravioli, når blot de bliver blødt op. Mmmmm glæder mig allerede!
October 21st, 2011
Mmmm … glæd dig det er fantastisk :-)