Første gang jeg spiste tapas, var på en lille lokal tapas bar i Barcelona, og den første ret jeg satte tænderne i, var patatas con alioli eller oversat brasede kartofler med hvidløgsmayonnaise … det var kærlighed ved første bid :-)
Retten er faktisk ret simpel at lave, men det kræver færdighed, at få det til at smage helt perfekt. Det er gået hen og blevet min egen “bench mark” for om en tapas bar er god eller ej. Lige en lille tallerken patatas con alioli – og så må vi se om jeg har lyst til mere efter jeg har smagt den.
Så er der den lille anden ting “alioli”. “Alioli” er spansk og “aioli” er fransk, men det er begge hvidløgsmayonnaise. Når nu det er tapas bruger jeg Alioli :-)
Min egen version er fantastisk, med den undtagelse at det ikke er Barcelona der er udenfor vinduet ;-)
Ingredienser (tapas portion til 4 personer):
250 g kartofler
1 æggeblomme (pasteuriseret)
ca. 1 dl solsikkeolie
ca. 1 spsk oliven olie
3 fed hvidløg
Salt, peber, eddike
Tilberedning:
Vask (skrald hvis det er nødvendigt) kartoflerne og skær dem i mindre stykker på ca. 2-3 cm på hver led.
Kog kartoffelstykkerne i saltet vand til de er møre, hæld vandet fra dem og lad dem dampe af.
Steg så kartoflerne i olie ved jævn varme til de har fået en gylden stegeflade.
Bag (eller rist på en tør pande) 2 fed hvidløg til de bliver bløde uden at de bliver brændte … det tager ca 15-20 min.
Rør en mayonaise. Først æggeblommen med et par dråber olie og rører godt og under konstant omrøring tilsættes der olie lidt ad gangen til man har en mayonnaise. 1 æggeblomme kan tage ca. 1 dl olie, så man tilsætter blot olie til man synes man har den rigtige konsistens, man behøver ikke tilsætte det hele.
Smag først mayonnaisen til med salt peber, olivenolie og eddike.
Mos de bagte hvidløgsfed og riv det rå fed, men hold dem hver for sig.
Smag nu mayonnaisen til med de to typer hvidløg. Hvidløg er meget en smagssag – jeg er ikke til den rå “krads-smag”, så jeg lander som regel på 1 1/2 – 2 fed bagte hvidlød og 1/2 fed rå.
Så er det bare at anrette, servere, lukke øjnene og lege man er i Barcelona.
Læs også:
October 5th, 2011
Åhhhhhhh, du gør det igen, rammer totalt plet ift, hvad der er skøn mad i min verden!
October 5th, 2011
Ja sådan er jeg ;-) men jeg kan bare ikke lade være med at lave mad der smager godt. :-)