De fleste kender nok situationen hvor man tager et par nyvaskede bukser på og finder en 100 kr. seddel i lommen, som man havde glemt alt om – det føles fantastisk … som at få gratis penge. Lidt samme følelse kan man også få i køkkenet – der ligger dog ikke 100 kr. seddeler rundt omkring i mit køkken (gid der gjorde), men der kan være en rest i køleskabet, så man pludselig har et gratis måltid. Gratis i penge og gratis i tid.
Forleden havde jeg lavet helsteg kylling. Skroget havde jeg gemt så jeg kunne koge fond på det dagen efter, men havde ikke lige husket hvor meget kød der sad på skroget. Da jeg tog det ud af køleskabet dagen efter fik jeg penge-i-de-nyvaskede-bukser følelsen – “hey der er sgu da lige frokost der”.
Der er jo ca. lige så meget kød tilbage på skroget, som der er på et godt kyllingelår og det er jo noget af det mest smagfulde kød, da det sidder tæt på benene og suger masser af saft og kraft under stegning – Alt for godt til bare at koge fond på :-)
Det tager 2-3 min at pille skroget, 1 min at skære salat og et rødløg og 1 min at røre en dressing … samme tid som at smøre et par rugbrødsmadder.
Så når man er villig til at investere sin tid på at stege en hel kylling, står ens indsats og trækker “renter” natten over, så man dagen efter har et gratis måltid … og så koger man fond på benene bagefter, men det skriver jeg om en anden gang.
Ingredienser (1 person):
Skroget fra en helstegt kylling
1/2 hovede grøn salat
1 lille rødløg
1/2 tsk sennep (grov)
1 tsk olivenolie
1 spsk creme fraiche
Salt, peber og eddike
Tilberedning:
Pil kødet af skroget (og gen benene til at koge fond på).
Snit salaten og rødløget.
Rør en dressing på sennepen, olien og creme fraichen
Smag den til med salt, peber og eddike.
Server og nyd.
Læs også:
February 17th, 2012
En 100 kr seddel i de nyvaskede bukser? Er den så ikke vasket til papirkrymmel?? Nå, men kender følelsen af uventet rigdom – fandt en 10’er i sofaen, da jeg støvsugede, og en femmer i Sabro, da sneen smeltede. Salaten lyder lækker – og som good old McNaerig sagde, ‘Hvad der er sparet er tjent’.
Hilsen fra Skivholme, Karen
February 17th, 2012
Jo jo pengesedler kan sagtens tåle maskinvask :-)
Tak skal du have og selvom jeg aldrig vil ud af byen, bliver jeg alligevel misundelig når jeg ser billeder af gården på din blog :-)
February 19th, 2012
Tak for det :-) Du kan jo altid tage på weekend på landet – når det kun er to dage, gør det ikke så ondt :-)