Subscribe via RSS

Romsyltede kirsebær

24 Aug 2012

Friske danske kirsebær der skal romsyltes og bruges til juleaftens kirsebærsauce

Friske danske kirsebær der skal romsyltes og bruges til juleaftens kirsebærsauceDer er to ting i dette indlæg jeg vil have på det rene til at starte med.

1. Dette er et eksperiment og om det bliver en succes finder jeg først ud af om 4 måneder.

2. Ja, om 4 måneder er det jul og det er det indlægget i sidste ende handler om.

Okay så var det på plads, lad os så komme til sagen.

Min plan er at lave kirsebærsauce til juleaftens risalamande. Eller rettere ikke bare kirsebærsauce, men en “€&%#€”!! god kirsebærsauce :-)

Og ja – det er ret mærkeligt at tænke på jul lige nu, men det er bare nu der er dejlige, super smagfulde, danske kirsebær. De kan desværre ikke holde sig til jul, så enten er det fryseren eller også må man konservere dem.

Jeg har set og hørt om flere der lægger bær i en romlage, som en slags syltning. Nu har jeg en stor kærlighed for rom, så valget mellem at fryse kirsebærrene og lægge dem i romlage var ret let.

Mængde på rom og sukker til lagen er sjusset frem. Jeg tænker at man altid kan tilføje mere sukker til den endelige sauce og man behøver ikke bruge al rommen i den endelige sauce, hvis det smager kraftigt … helt galt kan det ikke gå. Det endelige resultat må jeg se om ca. 4 måneder.

Ingredienser:
650 g kirsebær
4 dl mørk rom
100 g sukker

Opskrift:
Skyl kirsebærrene og tør dem af med et viskestykke.
Prik med en synål 10-15 huller i hvert kirsebær, så lagen kan trænge ind.
Kom kirsebærrene i et glas og hæld sukker og rom over.
Luk glasset tæt og vend det en gang på hovedet (på den måde dræbes evt. bakterier af alkoholen).
Vend glasset et par gange om dagen indtil al sukkeret er opløst og lad det så stå mørkt og ikke for varmt.

Væbn dig med tålmodighed – der er lang tid til jul ;-)

Romsyltede kirsebær og bruges til juleaftens kirsebærsauce




4 Comments on Romsyltede kirsebær

  1. Michael

    Hvordan gik det egentlig med de her? Jeg har lige høstet kirsebærtræet, og der er mange :)))

  2. Lofoloco

    Hej Michael

    Det gik fint.

    De smagte lidt for meget af rom til kirsebærsauce til risalamanden juleaften, men hen over vaniljeis eller på pandekager var de super!

    Og så kan de holder i nærmest uendeligheder.

    Du kan evt. lave en portion med halvt rom halvt vand for at få mere af kirsebærsmagen med.

    Bedste hilsner
    Christoffer

  3. Stine

    Hej Christoffer ved godt at dette er en gammel post, men tænker på om du lod stene blive i bæret? Vh Stine

  4. Lofoloco

    Hej Stine

    Undskyld jeg ikke får svaret med det samme, men ja, jeg beholde stenene i.

    God sommer.
    Christoffer


Leave a comment

© 2024 Love food love cooking