Subscribe via RSS

Oksemørbrad og flødekartofler – 80’er forkælelse

03 Sep 2012

Oksemørbrad med flødekartofler, friske danske ærter og rødvinssauce

Oksemørbrad med flødekartofler, friske danske ærter og rødvinssauceJeg er født i ’78, så min barndom var i 80’erne.

En hyppig gæst på bordet, når der skulle hygges dengang, var flødekartofler. Min mor må gennem tiden have lavet i hundredevis kilo af flødekartofler. Jeg er faktisk ret sikker på at jeg gik direkte fra sutteflaske til flødekartofler, selvom min mor ikke husker det på den måde :-)

Jeg har det på samme måde med flødekartofler, som jeg har det med frikadeller – de kommer aldrig til at være lige så gode som min mors. I stedet for forgæves at prøve, at få dem til at smage som min mors, laver jeg min egen version. Den er ikke så meget anderledes, men nok til at det er min og ikke en kopi :-)

Den største forskel ligger i udseendet. Da jeg gerne vil portionsanrette uden det vælter ud over det hele, skærer jeg tyndere skiver af kartoflerne, så de kan pakkes tættere i bradepanden og koger fløden mere ind, så den sætter sig helt omkring kartoflerne. På denne måde får jeg flødekartofler, jeg kan skære stykker af og som ser pænt ud.

Når nu fløden skal koges godt ind, kan man jo lige så godt bruge den del af tilberedningen til at smagsætte sine flødekartofler. Jeg kan bedst lide at det ser “pænt” ud, så jeg kommer mine krydderurter og hvidløg i fløden når den koges ind og sier det fra inden fløden hældes over kartoflerne. På den måde får man smagen uden der er “klumper” af f.eks. hvidløg i ens flødekartofler.

For et par uger siden havde jeg en aleneaften herhjemme og var kommet i humør til flødekartofler. I mine øjne er det kun rødt kød der kan bære at blive serveret sammen med flødekartofler – alt andet drukner i den fede smag. Jeg spiser sjældent rødt kød, så nu hvor det endelig var, gik jeg linen ud og købte mig en 250 g bøf af økologisk oksemørbrad hos slagteren.

Sådan et stykke kød er så godt at man kan spise det råt. Jeg lyver ikke her på bloggen (det gør jeg altså heller ikke i virkeligheden) og det er ikke bare en talemåde at man kan spise det råt. Jeg skar en mundfuld af og prøvesmagte det inden det blev stegt og det smagte fantastisk. Det skal hertil siges, at på trods af dets gode smag råt, blev det endnu bedre af en hurtig tur på panden :-)

Med så godt et stykke kød holdt jeg resten af tilbehøret afdæmpet. Flødekartoflerne blev kun smagssat med hvidløg (og salt og peber) og det blev serveret med friske ærter og en rødvinssauce.

Et fantastisk måltid til at forkæle sig selv med og en værdig hyldest til 80’ernes flødekartofler.

Ingredienser (2 personer):
2 bøffer af oksemørbrad
100 g ærter

– Flødekartofler –
2 dl piskefløde
2 fed hvidløg
5-6 stk/ca. 300 g kartofler

– Rødvinssauce –
2,5 dl rødvin
2 løg
1-2 spsk sukker
10 g koldt smør

Opskrift:

- Flødekartofler-
Pil hvidløgsfedene og skær dem i skiver.
Kom dem i en kasserolle med piskefløden og lad det simre i en 10-15 min til der er ca. 1 1/2 dl tilbage.
Smag det til med salt og peber.
Vask kartoflerne og skær dem i tynde skiver.
Læg kartoffelskiverne i 4-5 tætte lag i en bradepande.

Si hvidløgsskiverne fra piskefløden og hæld piskefløden over kartoffelskiverne.
Sæt det i ovnen ca. 45 min. ved 175 grader.

- Rødvinssauce -
Hak løgene fint og brun dem i lidt olie i en kasserolle.
Hæld rødvinen ved og lad det simre til der er ca. 1 dl tilbage.
Si løgene fra og smag til med sukkeret, salt og peber.
Lige inden servering tages saucen af varmen og smørret røres i.

Ærterne koges et par minutter i letsaltet vand.

Bøfferne steges 1-2 min. på hver side og hviler i 1-2 min.

Anret, server og nyd

Oksemørbrad med flødekartofler, friske danske ærter og rødvinssauce
Oksemørbrad og flødekartofler – 80’er forkælelse

Læs også:

Semi dried tomatos - Mad gaver er gode gaver
Broccoli og æblesalat - et kærkomment frisk pust i vintermørket
Kyllingbryst med sprødt skind og en salat - tyvstart på sommeren



Leave a comment

© 2016 Love food love cooking