Flæskesteg er noget af det mest danske mad der findes og er nok det mest klassiske julemad der findes her hjemme.
Nu er vi ikke det eneste land hvor man spiser gris, så for ikke at drive rovdrift på den klassiske flæskesteg her i julen, har jeg kigget uden for landets grænser for lidt inspiration. Jeg fandt mere end jeg søgte i det italienske køkken, hvor man har porchetta…
Den klassiske porchetta er en hel gris der er renset, udbenet, fyldt med urter og så snørret op som en kæmpe rullesteg (med hovede). Man griller den på spid og her kommer det bedste. Det betyder nemlig at man får flæskesvær: 360 grader, full circle, HELE VEJEN RUNDT!!
Men, for det første er en hel gris lidt mere end min kæreste og jeg kan spise. Og for det andet kan jeg heller ikke lige se hvor jeg skulle få plads til den og en grill i vores køkken på 8 kvm.
Løsningen er at lave en mini-porchetta. Jeg lavede den af et svineslag/porkbelly, som ud over at have den påkrævede svær, er et meget velsmagende stykke kød. Det er også svært at stege tørt, som svinekød ellers let kan blive. Både for at være på den sikre side med at den ikke blev tør og for at få en perfekt svær, blev den langtidsstegt. Det er muligvis også den bedste måde at lave den på, når man ikke kan banke en grill op inde i køkkenet.
Nu er opskriften lavet som en moderne juleret, så fyldet i porchettaen blev rosmarin, da det har en anelse gran over sig :-) Og så puttede jeg også timian og bacon i – ja når det er julemad skal der jo ikke spares ;-)
Tilbehøret er stegt grønkål, der med en let bitterhed matcher svinekødet godt. Til at binde retten sammen lavede jeg en appelsinsauce, som gav retten det sur/søde element.
Det er et rigtig godt alternativ til den klassiske flæskesteg… Og hvem kan sige nej tak, når der er flæskesvær hele vejen rundt :-)
Ingredienser (4 personer):
200 g grønkål
- Porchetta -
1,25 kg svineslag
125 g bacon
1 bundt frisk rosemarin
1 bundt frisk timian
- Appelsinsauce -
2 appelsiner
1 tsk æblecider eddike
5 spsk sukker
ca. 15-20 g smør
Opskrift:
- Mini porchetta -
Skær noget af kødet af slagets inderside de steder hvor der er tykt, så det er lige tykt over det hele.
Rids sværen og krydder slaget på indersiden med salt, peber og masser af frisk timian og rosmarin.
Læg et lag bacon oven på krydderurterne.
Læg det kød, der blev skåret af for at trimme tykkelsen, i midten af slaget oven på baconen.
Rul det hele og snør det sammen (se evt. denne video om at snørre kød)
Sæt mini-porchettaen på en rist i ovnen og steg den ved 100 grader i ca. 4 timer.
Vend den en kvart omgang hver time, så sværen bliver enartet.
Efter de 4 timer ved 100 grader skal porchettaen have ca. 20 minutter ved 250 grader, hvor den også vendes en kvart omgang – denne gang hvert 5 minut.
– Appelsinsauce -
Riv skallen og pres saften af appelsinen.
Lad saften og skallen simre sammen med sukkeret indtil der er ca. 1/3 dl tilbage.
Smag det til med lidt salt.
Tag det af varmen og pisk smørret i lige inden det skal serveres.
- Grønkål -
Skær stilken ud af hvert blad og skær bladene i mindre stykker.
Steg dem i 3-5 min. ved mellem varme i halvt smør, halvt olie
Krydder med salt og peber.
Server og nyd
Læs også:
November 19th, 2012
Holy mother.. Must.. Try..
Smukt syn!
November 19th, 2012
Tak!
Og ja – Det er bestem et “Must try” :-)
Bedste hilsner
Christoffer