Subscribe via RSS

Lasagne med grønkål – Grønt er godt … også for smagen.

30 Oct 2013

Lasagne med grønkål - Grønt er godt ... også for smagen.

Lasagne med grønkål

Sen efterår og vinter er ikke ligefrem højsæson for friske danske grøntsager, men der er dog nogle som træder i karakter nu, hvor dagene bliver kortere og kulden sniger sig ind.

Kål er meget hårdfør og derfor noget man kan få vinteren igennem. Det er sandsynligvis derfor, det har været så udbredt i det danske og nordiske køkken tilbage i tiden.

På trods af det er sundt, er det røget ud af de flestes madvaner, men det burde komme tilbage – for der er mange gode grunde til at spise kål.

At kål er sundt klinger nok hult hos de fleste, for folk ved jo godt at de skal spise sundt – det er bare ikke altid særlig sjovt at gøre.

Der er heldigvis nogle flere gode grunde til at spise kål, for det er både billigt og så smager det rigtig godt.

Hvis man bare koger kålen bliver det måske ikke så fantastisk en ret, så man skal være lidt i det kreative hjørne.
Men så åbner der sig også uanede muligheder for spændende retter, hvor kål giver helt nye smagsoplevelser.

Denne ret startede egentlig med at min kæreste havde lavet stuvet grønkål (ikke grønlangkål).

Ikke særlig overraskende smagte det godt for:

1. Så godt som alle grøntsager smager godt stuvede

2. På trods af at det er mig der laver mest mad her hjemme, er min kæreste også god til at lave mad :-)

Når nu stuvningen, som var grønkål og bechamelsauce smagte godt, tænkte jeg på, om man så ikke kunne lave en lasagne med grønkål?

Det kan man og det smager fantastisk!

Grønkål har godt med bid selvom det bliver forstegt, så lasagnen får en god konsistens.
Stegt grønkål smager også af meget og har flere nuancer (bl.a. lidt nøddesmag). Så selvom det er en vegetarret savner man slet ikke smagen af kød.

Jeg lavede selv pastapladerne til lasagnen, for så kunne jeg selv bestemme hvor tykke de skulle være … jeg kan god lide dem lidt tykkere end normale. Jeg kunne også lave dem, så hver plade præcis havde størrelsen af den bradepande jeg lavede lasagnen i. På dem måde slap jeg for at lege puslespil med færdige plader som man ellers skal. Hvis man ikke gider, ikke har tid eller bare hellere vil købe sine pastaplader, gør man bare det – resultatet vil stadig blive godt :-)

Dette er ren luksus fra det nye nordiske køkken til at lune både krop og sjæl i de mørke og kolde vinteraftener.

Råvare - grønkålIngredienser (2 personer):

- Fyld og topping -

300 g grønkål
100 g revet mozarella ost

- Pasta – 

50 g hvedemel
50 g durum mel
1 æg

- Bechamel sauce -

50 g mel
50 g smør
ca. 3 dl mælk
ca. 1/3 tsk revet muskatnød
salt, peber

Opskrift:

- Pasta -

Ælt mel og æg sammen og lad det hvile en halv til en hel time.

Rul dejen ud til tre lige store lasagneplader, som hver har størrelsen af den bradepande man laver lasagnen i og kog dem i 1-2 min.

Flere detaljer om hjemmelavet pasta findes i pastahåndbogen.

- Bechamelsauce -

Smelt smøret i en kasserolle.

Kom melet ved og rist det igennem i ca. 5 min. ved middel varme.

Tilsæt mælk lidt ad gangen under konstant omrøring, så det ikke klumper.

Når saucen har en god cremet konsistens, smages den til med salt, peber og revet muskatnød.

- Lasagne -

Pil grønkålens blade af stænglerne og steg bladene ved jævn varme en 5-10 min. (De må gerne få lidt farve).

Start med at lægge 1/4 af grønkålen i bunden af en bradepande, så 1/4 bechamelsauce og så en lasagneplade.

Lav endnu 2 lag på den måde og slut af med grønkål, bechamelsauce og den revne ost.

Bag i ovnen ved 175 grader til osten er gylden (ca. 25 min.)

Server og nyd.

Lasagne med grønkål - Grønt er godt ... også for smagen.

Læs også:

Burger - sund fast food i en travl hverdag
Jordbær og fløde - 100% rendyrket dansk sommerdessert
Lammerack med kartoffelmos og ærteskudsalat



Leave a comment

© 2018 Love food love cooking