For mig er mad mange ting.
Fint, enkelt, let, eksotisk, lokalt – ja det er bare for at nævne et par ting. Jeg er ikke til én bestemt ting, jeg er bare til mad … nej – jeg er bare til god mad :-)
Med den variation og “produktion” vi har hjemme hos os, er en af bivirkningerne, at der med jævne mellemrum, hober sig div. rester op i køleskabet. Små mængder, som i sig selv, ikke er nok, til at få et helt måltid ud af. Selvom vi sjældent smider mad ud, så sker det dog alligevel en gang i mellem, fordi en ensom gulerod har fået gemt sig længst tilbage i køleskabet og er blevet muggen.
En dag jeg kiggede køleskabet igennem, fandt jeg en del små mængder af forskellige grøntsager, som var et par dage fra at måtte smides ud. Jeg kunne godt skrive at jeg gik i tænkeboks eller at jeg fik en åbenbaring af bibelsk karakter, men det var egentlig bare et kort strejf af en tanke “det kan da laves til en shepherds pie … eller i hvert fald noget i den stil”.
Og det var “noget i den stil” tanken der førte til konceptet “Bastard pie”.
Konceptet er ret simpelt. Ligesom shepherds pie og cottage pie, er det en kødsovs med kartoffelmos oven på, men i modsætning til de to, hvor man skal bruge henholdsvis lamme og oksekød, og et nogenlunde fastsat udvalg af grøntsager, er der frit valg, når det kommer til bastard pie. Det er bare hvad man har, for så godt som alle grove grøntsager fungerer sammen. Hvad kød angår, er det også bare at give lods. Kylling, okse, svin eller lam – det hele fungerer. Og hvis man ikke har noget kød, eller er vegetar, så fungerer det også godt uden.
Faktisk fungerer det så godt at det hverken ligner eller smager som en “reste-ret”. Og nu hvor man er i gang med at pumpe smag i retten, hvorfor ikke gå “all-in” og bruge fond kogt på rester og stege i fedt fra rester? Resultatet er en smags-bombe, som har fået en fast plads her hjemme, når der skal ryddes op i grøntsagsresterne.
Man undgår madspild, sparer penge og så smager det vildt godt … what’s not to like :-)
Ingredienser (2 pers.):
– Fyld –
- ca. 400 g grøntsager
- ca. 400 g køb
- ca. 4 dl vand el. grøntsagsfond
- 2 spsk mel
- olie eller fedt til stegning
– Kartoffelmos –
- 2 bagekartofler
- en klat smør
- mælk
Opskrift
- Fyld –
Hak grøntsagerne groft.
Steg kød og grøntsager til det hele har en god stegeskorpe.
Kom melet ved og vend det i kødet og grøntsagerne.
Hæld væsken ved og kog det op i ca. 10 så det tykner.
Smag til med salt og peber.
- Kartoffelmos –
Kom kartoflerne i sølvpapir og bag dem ved 200 grader i ca. 90 min.
Fjern skrallen og mos kartoflerne med smøret.
Rør mælk i til mosen har den rigtige konsistens og smag til med salt.
– Pie –
Kom fyldet i en bradepande.
Spred kartoffelmosen ud oven på fyldet og “rids” det med en gaffel.
Bag den ved 200 grader til mosen er gylden.
Server og nyd.
Note:
Hvad kan man bruge af grøntsager? Jeg har bl.a. brugt:
- Pastinak
- Ærter
- Grønne bønner
- Kidney bønner
- Løg
- Persillerod
- Gulerødder
- Porre
- Hvidkål
- Spidskål
- Tomat
Det er kun fantasien og resterne i køleskabet der sætter grænser ;-)
Læs også:
Leave a comment